Jeg sad og blev fyldt af ærefrygt. Jeg havde siddet og lukket alt muligt lort ud som jeg havde akkumuleret i løbet af dagen. Nah vent, det er løgn, jeg akkumulerer slet ikke, for jeg siger det meste af det der falder mig ind.

Det har jeg lært efterhånden, altså "tag mig som jeg er, eller skrid". Livet er for kort til at gå rundt og være snerpet og sur.

Spørgsmålet er simpelt: Hvornår har du det bedst? når du er sur eller glad? SUR? Jeg personligt vil helst ha det sjovt. Vi lever lige nu, resten af vores liv.

Det er i øjeblikket at bevidstheden indtræffer at du skal tage beslutningen, hvordan vil du leve fra nu af, ikke fra på mandag, men fra NU af. Ligenu! Det er lige i dette øjeblik du og jeg træffer beslutningen, beslutningen træffes i øjeblikket du bliver bevidst. Anskuelsen, bevidstgørelsen af det faktum. Gud mand! Jeg lever resten af mit live lige nu, lige nu og her midt i fredagsritualet med mad, middelmådigt tv, hygge og min far der skal trækkes i fingeren, for at han kan aflade sig sin flatus, othellolagkage, helt almindelig fredag.

Jeg sidder ligemidt i virkeligheden, lige midt i gode og dårlige associationer, ligemidt i allstars (hvis alle er stjerner, er ingen stjerner leverpostej forklædt som paté i fjernsynsformat, jeg elsker det!). Det er lige her denne forunderligt frydefulde fredag at vi hver i sær beslutter hvordan vi lever resten af vores liv.

Rewind: Det er lige der jeg rammes af ærefrygt, da jeg kigger på mine forældre, og det går op for mig at, de har lavet mig, NEJ, de har sgu skabt mig.

Alt imens jeg sidder der helt kæphøj og fyrer bullshit af en fredag aften, så sidder de der, og har lavet mig. Jeg er kun brudstykker af de mennesker de er, de er den direkte årsag til at jeg er i stand til at foretage nogen former for valg, har nogen former for selvstændige tanker.

Im out.