En anekdote fra det utrætteligt virkelige liv.

Tirsdag morgen, jeg skal på arbejde, jeg går stille, fløjtende ned af trapperne og tvinger mig ud af den dør der før var så tung. Det lyder næsten som en Buttenschøn sang nu, men her kommer ridsen i pladen.

Det laveste afskum af menneskets broderskab har slimet sig op på min cykel og bortført den ud i den kolde nat. En gammel slidt havelåge som har tjent mig retfærdigt. Hvem gider fornedre sig selv til at stjæle en gammel mands cykel?? HVA?!?

Uretfærdighedens gestaltterapi har lagt sig efter et par dage og søvnløse nætter. Jeg glemmer min telefon på kontoret og da jeg finder den igen er der et ubesvaret opkald!!!!

For at gøre en lang Historik kold! Jeg havde glemt min cykel på falck stationen da jeg skulle hente en bil. HVEM ER JEG? HVOR ER JEG?

Det er både første og sidste gang jeg stjæler min egen cykel. Jeg var så tæt på at tæve mig!!