Gæsteblogging af Peter Ingemann (www.dnup.dk)

Nogle gange savner jeg bare det at kunne sidde og kigge ud, lige ned i en gulvspand og være glad. Ikke at jeg ikke er glad - bevares. Men ikke at skulle tænke på opgaver, studie, mine kummerlige forhold der kun bliver holdt kunstigt oven vande fordi nogle gider spise brunch med mig. Alligevel er jeg priviligeret - jeg kan faktisk tillade mig at sortere i min vennekreds. Præcis det har jeg fået meget skæld ud over. Jeg er blevet kaldt arrogant. Her flyver jeg rundt som en sattelit i min helt egen bane og ligepludselig går det op for mig at jeg måske burde forsøge at cirkulere om noget nyt. Og det er en giftig tanke - meget giftig. Og nu sidder du nok og tænker: hvad! går han fra mand og hjem. Nej nej - selvfølgelig gør jeg ikke det. Vi skal et helt andet sted hen. Tanken om at opleve noget har efterhånden meldt sin ankomst en del gange og gang på gang smider jeg den på porten. Selvom jeg hader regeringen vil den nok elske mig, bortset lige fra det ene efterskoleår jeg tog, men hvis Bertel kommer løbende så hanker jeg op i dellerne og løber fra ham: jeg sprang zappa-året over, jeg fik en uddannelse, og nu er jeg på universitetet hvor jeg har fået merit og dermed, til både min og Bertels store glæde, forventer at færdiggøre min tid på universitet, et år hurtigere end planlagt.

Og præcis derfor er tanken giftig. Og det er Kennet der er slangen (og Adam) i Paradis. Kennet vil gerne rejse. Der er andre måder at leve sit liv på end at læse, læse og så studere og læse. >>Nåhja! Fint!<< har hidtil været mit bedste våben, men efter en tyndslidt argumentation igennem de sidste fire år må jeg efterhånden indse at jeg er blevet triviel, realist og kedelig. Kennet vil rejse til eksotiske steder. Det vil jeg også gerne, men jeg skal baaaare lige ha afsluttet det her studie først, så den tager vi lige en anden dag, ikås! Bagefter melder tanken sig: man skal huske at rejse mens man kan, men det foregår på et så lavt lydniveau at selv ikke baghovedet ænser det.

Men det hænger ved og pludselig er man faktisk i tvivl: Hvad er meningen med det her? Vil min underbevidsthed ud at rejse, og evt MED mig? For der er jo mere i livet end den cirkel jeg har travet rundt i på mit kollegieværelse mens jeg har studeret Luhmanns hjernen-ud-af-hovedet teori om sociale systemer. Det har jeg forsøgt at overskueliggøre i 2 år nu, jeg vil ikke sige det er lykkedes, slet ikke, men spændende er det. Denne tanke vil af nogle måske blive kategoriseret under begrebet 'åbenbaringer'. For mig går det slet ikke. For mig er den gruopvækkende: tænk at jeg vil rejse! og så nu! mens jeg studerer og pleaser regeringen og Bertels røv! Tanken går slet ikke... ikke i hverdagen. For det er ret så ubekvemt at få tanker om at rejse når man lige har revet vrangen ud af ens hjerne og skrevet opgaver der var så nødvendige at selvom man i Netto betalte en liter letmælk med en 100-krone ikke ville bemærke hvis kassedamen kun gav 7,75 tilbage; der er simpelthen ikke plads til flere tanker i hverdagen og slet ikke til at blive ramt af en eksistentiel krise midt i supermarkedet.

Det kan til nøds lade sig gøre mens man sidder på toilet, vasker gulv (findes det begreb endnu? - Christel?), eller i et DSB-tog - der er i det mindste nogle man kan snakke med det om. På toilettet kan krisen finde sted de 2 minutter det tager at skille ballerne fra hinanden, og vupti så er man i fuld gang med at skrive videre på opgaven og har for længst glemt alt om den snigende slange (altså tanken).

For det kræver tilløb at lade tanken om at cutte alt fra, optage et lån og så rejse væk i seks måneder med Kennet under armen, en baguet i håret og feta-ost ud af ørene. Jo hurtigere jeg løber desto mere kan jeg fortrænge denne tanke og indtil videre må jeg som mandsperson erkende at mine studier indtil videre har undertrygt denne tanke ganske vel. Der er ting her i livet der ikke kan tåle at få en røngtenundersøgelse. Fx er jeg ganske vidst også helt klar over at den første dag efter min sidste eksamen vil blive et mareridt som jeg frygter: udgifterne vil bide indtægterne i halen, jeg vil skulle ud på et boligmarkede der er så sindssygt komplekst og hvor man i disse tider kan sælge hundehuse for millioner mens en villa i Åbyhøj kun når at være til salg de seks timer det tager at printe 200.000 eksemplarer af Århus Onsdag. Og jeg har allerede forberedt den første tanke. Den skal være noget i retningen af: >> Det er satme løgn det her! <<. Mest af alt fordi at her har jeg knoklet for først at få en toårige uddannelse. Et fire-åriget smut på universitet... og nu det her!? Og det bliver præcis den dag alle ens tanker, samvittigheder og andet godt fra baghovedet, ramler ned og man tænker flux - >>hvorfor rejste jeg dog ikke bare væk i seks måneder så jeg da havde lidt glæde i livet inden det her?<<.

Men undervejs lukker man øjnene. Jeg peger endda fingre af folk der rejser ud mens jeg mumler, svagt mellem læberne: hold-da-kæft-nogle-ubeslutsomme-mennesker.-Kan-de-ikke-finde-ud-hvad-de-vil-siden-de-skal-rejse-seks-måneder-til-jorden-rundt?.

Og fremtidsdrømmene gør det efterhånden lidt svært at skelne mellem hønen og ægget: man er ikke rigtig længere klar over om man i fremtiden vil ha et arbejde for at kunne købe ting eller om man køber ting for at kunne ha et arbejde. Al forskning i robotstudier på Syddansk Universitet bør stoppe her: vi har allerede robotter gående rundt; det er sådan vi uddanner folk: fra menneske til robot.

Og jeg kan huske det: en aften i sofaen på kollegieværelset uden for mange tænkepauser fører ikke kun til tanke om at ønske sig væk. Den fører også til tanker om ens kriseøkonomi der har givet sig selv kunstigt åndedræt imens ens bankrådgiver har sendt søde mails indledende med 'Kære Peter'. Ja gud-fri-mig-vel. Men man er jo herre i eget liv, siger de. Beslutningen blev Visa Electron samt forældres økonomisk støtte, og vupti: der røg familie-skiferien sgu! Sådan! Ud af det blå!

Og det er symptomatisk: hver gang man får mere end 5 minutters personlig frihed, så frarøves den kronisk af baghovedet der vil tænke over økonomi, folk man har ladt i stikken, fællesskaber der burde dyrkes, fedmeepedimier (tak til medierne!), og tidligere: ens kærlighedsliv. Alle er det ego-tanker. Alle er de hinandens modsætninger: egoet elsker tankerne men hvad har jeg egentlig gjort for at gøre andre glade? Nada! jeg har brugt penge jeg ikke havde, jeg har isoleret mig, jeg har lukket venner ude og jeg har lagt en dæmper på og sagt schhhh! hver gang Kennet har åbnet munden og udtalt ordet 'rejse', og her forleden fik jeg en SMS fra min ven Jesper der ganske enkelt indeholdt budskabet på få ord >>Jeg synes vi ser hinanden for lidt<< - og det er korrekt!

De sidste mange måneder har jeg overvejet om jeg pludselig skulle tage afsted med brie under armen, Kennet i øret og en baguett i bukserne, og jeg har resoneret mig frem til: når jeg får råd! Hvad fanden er det så for et svar? Når-du-får-råd!? Jamen Peter du får jo aldrig råd - ihvertfald ikke før det er for sent. Det er for optimistisk at tro at man som studerende rent faktisk kan tjene penge, gode penge. Jeg håber på sommeren 2008 - sommerferien kan bruges. Ville gerne faktisk. Det ville tilfredstille ikke mindst Kennet men også min dårlige samvittighed der siger mig at jeg burde prøve noget nyt snart. Nuvel.

Hvornår har du sidst talt med din gulvspand?