Jeg ved ikke hvordan det startede men det er vel en typisk mandeting der udvikler sig med tiden. Det er et spørgsmål om alfahan hvor man skal markere og hæve sig over resten af flokken.

Et par gutter og jeg mødes jævnligt for at udveksle et par røverhistorier over en god middag. Tidligere var det sådan at når maden kom på bordet så kastede man sig frådigt over byttet indtil der ikke var mere, så det galdt i høj grad om at være hurtigst og få fyldt tallerkenen mest muligt.
Nu hvor vi efterhånden kender hinanden ret godt, bliver der altid lavet en ren overflod af mad, der kan fodre en hel negerlandsby i en måned! Men der bliver gået friskt til sagen for "Der kører jo et game ik??" Alle skal jo lige spille ekstra smarte og den verbale krig er i fuld gang. De uskrevne regler er simple, den der spiser mest har vundet! Jeg ved virkelig ikke hvorfor! men det er "sjovt" at en mave der er en mariekiks fra at sprænge, er det hele værd for smagen af sejrens sødme. Det lugter lidt af gnu og der bliver slået på brystet mens territoriet bliver pisset af. Sådan spiser gutterne når de er samlet...

...og som regel går det sådan at, efter vi er færdige med at sloges om de bedste pladser i sofaen og kællingen (den mest tørstige der i venlighed tager med til de andre) har hentet øl, så er der en der slynger sætningen: "Jeg ku sgu godt lige spise 1 liter is"! Den sætning er som regel sagt i frygt for at der rent faktisk kommer is på bordet, men den giver lige et par plus point på den verbale krigssti.

Er det ren selvophøjelse, barnlighed eller urinstinkter når denne "konkurrence" går igang hver eneste gang der bliver sat mad på bordet blandt en flok gutter. Til finere middage (ikke at gutterne ikke er fint selskab) bliver der jo sjældent spist op, man vil jo ikke være uhøflig og tage den sidste kartoffel, og værten skal jo ikke tro han ikke har lavet nok.

p.s. Vægten afslører at jeg er den mindste i flokken, men sjovt nok vinder jeg ædekonkurrencen hver eneste gang.