Kan man indlede med en sidebemærkning? Jeg gør det...

Kender I det? Man er på vej i byen til en våd aften og man putter lige 200 kr. i lommen for en sikkerheds skyld. Morgenen/eftermiddagen efter vågner man op og chekker sine lommer og pengene er pist væk og man er 100% sikker på at man ikke har brugt dem. Jeg var jo ikke så fuld igen og jeg scorede jo helt vildt mange drinks fra alle mulige folk! Pokkers lommetyve eller...!

Nå men, mine nøgler har været forsvundet i 2 uger nu og alt er rodet igennem for at finde dem, desværre uden held. Igår står jeg ved køkkenbordet og laver noget mad, da min lille søn kommer slentrende i højt humør forbi mig. I hånden har han en af mine gamle mobil telefoner som han i dagens anledning (Han kunne selv nå den) har fået lov til at lege med. Som om det er den allermest naturlige ting i verden åbner han lågen under vasken og putter mobilen i skraldespanden, hvorefter han kigger glad på mig og vender næsen mod stuen hvor han kom fra.
NOOO tænker jeg bare, hvad sker der her og er dette også årsagen til mine nøglers endeligt? Hvor mange andre ting har drengen listet i skraldespanden uden min vished så jeg selv har (ja ok, konen) bragt det videre til destruktion.

Uvisheden nager mig og alt skyld er nu rettet mod det lille "uskyldige" væsen.
Nøglernes genopstandelse blev jeg dog vidne til idag! På mirakuløs vis fandt vi nøglerne og jeg måtte give drengen syndsforladelse for mine tidligere anklager. Tænk at jeg kunne tro at min dreng kunne finde på at smide mine nøgler ud.

Nøglerne lå bag køleskabet!?