En anekdote, eller faktisk gentagne anekdoter om min farmor, fra min barndom.

Jeg sad og reflekterede lidt over livet med en god kop kaffe en dag, og kom til at tænke på min kære farmor, må hun hvile i fred.

Det var sådan, at mit hoved, af uforklarlige årsager, hele min barndom var i nøjagtig samme højde som min farmors albuer. Jeg hang meget i min farmors skørter og dertil må tillægges en del knubs. Og når hun ramte mig i hovedet med sine albuer, sagde hun altid det samme: Hov da, bette ven!

Min barndom var bare den bedste, jeg blev aldrig tabt på gulvet, men jeg blev derimod passet rigtig meget hos min farmor og hendes albuer.