I lørdags var der en udenlandsk pølsemand fra Horsens som solgte brændte mandler på torvet i Silkeborg, der konstaterede at jeg måtte havde sprogvanskeligheder....

Jeg kom spankulerende med min araber prinsesse og troede egentligt at det var hende han talte til, men det var os begge. Pludseligt befandt vi os midt i et quizshow her midt på Gågaden i Silkestrasse, kulisserne rullede sig ud og kæmpespotlight oplyste os og klovne ciklede rundt på deres monocykler og jonglerede med alt de kunne få fingre i. Denne ordinært grå vinterdag var med et fingerknips blevet eleveret til noget magisk. "Kan I husk mig, hva? kan I?". Det stod mig helt klart at jeg havde set den charmerende mand før, men på hvilket pizzaria? (Typisk vanetænkning).

Min lille trutmunds-brunøjede-burka-kandidat udbryder, "det er pølsemanden" (det sagde hun også igår!!) Nu gik det op for mig!

"Nååå ja, du er jo pølsemanden fra Randers" POP, var alle kulisserne væk og klovnene og musikken forsvandt ud i en rungende stilhed... Han kom nemlig fra Horsens - Doh! - "Nåå ja, han har nok sprog vansklighed på den ansigt!!!"

Nå ja, men vi vandt da en pose brændte mandler i trøstegave. 

Vi havde mødt den kære pølsemand første gang nede i Horsens, hvor mit band og jeg spillede for gågaden, kald det en promotion tour. Og den kære pølsemand som vi strategisk nok stod overfor, var meget begejstret for os og stod i spidsen som den førende sponsor af penge til guitarkassen.

Go Karma til ham.