... jeg sidder og venter på at mine kartofler bliver færdige, de er i ovnen.

Jeg citerer af og til min far med sætningen: "Livet er en ventesal"

Vi venter hver især på vidt forskellige ting, at få fri fra arbejde, at det bliver weekend, at komme end til lægen, at det bliver onsdag, venter på bedre tider og så videre... Jeg tror du fanger min pointe: Vi venter faktisk rigtig meget.

Ja, man bliver helt stresset af at vente...

Men, hvad er det egentlig vi venter på? Vi venter jo i virkeligheden hverken på at svigermor kommer eller på at komme ind til lægen eller det bliver weekend....

Vi venter måske i virkeligheden bare på noget nyt at vente på... Hvilket bringer mig til en eller anden form for pointe: Det er processen, processen der er livet, livet der er ventetid, hvis man vælger at anskue det som sådan.

Jeg skulle aldrig have puttet stegte løg i min omelet, det ærgrer mig at jeg puttede stegte løg i min omelet, hvis jeg tillod det, kunne det faktum at der var stegte løg i min omelet her til aften være det springende punkt som ødelagde mit liv, lagde mit liv øde.

Men jeg fryder mig... Fryder mig over at Tidligere-Michael var en stor klovn som ødelagde Nu-Michaels aftensmad. Fryder mig over at jeg er i stand til at retroperspektivere og se migselv i et nyt lys. Illumineret i den forstand at jeg ikke igen vil ødelægge mine fremtidige selv-ers madoplevelser.

Det her indlæg var alt andet end planlagt. Faktisk er det skrevet i samarbejde med før-mig og nu-mig...

Er den bevægelse vi foretager os i tid og rum en konstant reinkarnering af vores selv?

Og er du overhovedet interesseret i at læse mine tanker?

Godt jeg puttede stegte løg i min omelet og..... Nåå ja, mens vi venter kan vi jo ligesågodt gi os til noget meningsfyldt.

Flyv lille indlæg, flyv.